"Du kommer hjem med en 3 kilo´s".... Det sagde hun inden jeg gik!
Hvis jeg lægger vægten sammen på de to fisk jeg tog med hjem i dag, så er vi meget tæt på de 3 kilo..... Omkring kl. 13 stak jeg af og ca. 13.30 var jeg i vandet. Jeg var igen ved Knarbo Klint og endnu en gang på vej ud til mit hotspot derude, men i dag var der allerede en fisker på pladsen. Ingen biler ved parkeringen, men alligevel en fisker. Han kom oppe fra sommerhusområdet og gik fra spot til spot kunne jeg se. Da han gik videre lod jeg pladsen være lidt alene. Jeg affiskede så en anden plads, men uden resultat. Efterfølgende gik jeg ned på mit foretrukne spot og begyndte at affiske pladsen. Ikke en fisk fik jeg at mærke eller se da jeg fiskede hen over pladsen. Jeg fiskede nu tilbage mod udgangspunktet for spottet, her gik jeg nu med vinden ind fra sydøst, alligevel lod jeg fluen bryde vinden og pludselig var der en fisk, der slog til fluen. Det gjorde den faktisk to gange. Jeg skiftede flue og mærkede igen fisken. Sidste gang var ikke lykkens gang, jeg tror jeg skræmte den. Den slog op i vandet og med en stor kile svømmede den væk fra kysten. På vej tilbage satte jeg min orange UV-Frede variant på. Der var ikke bud efter fluen de næste par pladser, men nede i bugten syd for Knarbo Klint kom der gang i sagerne. Aftenskumringen (kl. var ca. 16.00, suk..) var lige trådt ind og jeg rørte knap vandet. Jeg kastede min flue ud over tangbæltet og ind i et lyst sandområde. Trak to gange og der var fast fisk. Det var en fin fisk, den sprang og sprang. Jeg lagde pres på den og fik den til at følge med ind over sandet. Her udtrættede jeg den og det var først da den lå i nettet, at jeg kunne se det var en blank fisk. Dejligt!!! 55 cm..... Ind på land og en masse billeder. Nu var skumringen ved at blive til mørke, derfor var tiden knap. Jeg skyndte mig ud i vandet og fik lagt fluen op langs tangbæltet. Det var vist omkring 3 kast jeg tog og så var der igen en god fisk, der huggede. Denne her blev under vandet under hele fighten. Den kom også til at fighte for friheden inde på sandet, men jeg løb igen med sejren. Den var også en rigtig fin blank fisk, en rigtig sølv torpedo. 49 cm. sagde målebåndet og den samlede vægt på begge fisk lagde sig lige under 3 kilo... Nu turde jeg godt komme hjem...