Skal det være småt ?...
Inspireret af en meget lille Frede/Magnus variant, bundet af Rune Westpfal, lavede jeg min egen lille stime af små fluer. Godt nok en lille smule større en den jeg så Rune havde bundet, men jeg tænkte, en størrelse 8 krog er vel også en lille kystflue. Vel fremme ved Lommestenen delte jeg pladsen med fire andre, men de trak alle til venstre og jeg kunne koncentrere mig om et lille spændende badekar, en pynt og en stor fin bugt. De små fluer blev alle testet, altså kun en af hver farve, men der var ingen reaktion. Så satte jeg en meget lille brun loppe på. Ude over pynten fik jeg øje på en fisk der vendte i overfladen. Efter en række kast fik den øje på min lille flue og hugget kom stille og roligt. Typisk et tegn på, at fisken har hele fluen i munden, hvilket også var tilfældet her. Det var en fin fisk, lige over målet, men en anelse slank, så jeg satte den ud igen. En super tur derude, vejret var bare godt og jeg havde glemt solkremen, hvilket jeg blev gjort opmærksom på da jeg kom hjem...