Aftenfiskeri, fest og fuldmåne...
Vi ankom på Ugerløse Strand kl. 20, super vejr, aftagende vind fra nord og den flotteste aftensol, som af og til kunne være godt irriterende - forstået på den måde, at vi netop fiskede kysten op mod Asnæs, dvs. vest/nordvest - vi havde solen lige i "gå retningen". Oppe ved P-pladsen var der i spejderhytten gang i en større fest, de var ved at spise da vi ankom og vi forventede faktisk at vi senere ville blive forstyrret af opstemte festgæster, men vi så intet til dem. Da vi pakkede for at køre hjem bankede musikken af sted, men heller ikke her hørte vi noget nede på kysten.
Lisbeth begyndte fiskeriet næsten med det samme, mens jeg gik et godt stykke op af kysten. Der gik ikke lang tid før hun kom op til mig, bevoksningen i vandet var heftig og hun søgte nu efter steder hvor hun kunne fiske hendes små blink. Det fandt hun et godt stykke oppe af kysten, og hun kunne også rapportere om en følger som vendte ved stangspidsen. Mens vi hold pause fik jeg øje på en fisk som vendte et blinkkast ude, Lisbeth prøvede, men den lod sig ikke lokke. I stedet begyndte vandet at vise tegn på liv, flere steder var der småfisk i overfladen. Jeg satte en lille lys STF reje på forfanget og gik nu på jagt efter fisk i overfladen. Efter et lille stykke tid fik jeg øje på en fisk som brød vandspejlet, jeg listede stille og roligt gennem vandet og i andet kast huggede den - den sprang helt vildt, fedt med liv i fluestangen igen, efter en del ture ud af vandet kunne jeg håndlande fisken, den målte 43 cm, men var lidt slank så jeg satte den ud igen. Nu jagtede jeg flere fisk, men det blev kun til den ene - Lisbeth mærkede heller ikke noget til flere fisk. Vi lod solen gå helt ned i vest og månen stige op i øst, flot syn. |
Sådan så bunden ud så langt øjet rakte, fiskene havde gode muligheder for at gemme sig, mens massive stimer af småfisk gled forbi. Til gengæld havde vi begge det svært med vores grej, lod vi fluen eller blinket synke bare et øjeblik, så var der masser af grønsager med ind.
I forhold til multerne, så må stedet være et spisekammer og jeg tror faktisk at jeg fik skræmt et par multer. |