Vandtemperaturen er faldet, det kan på mange måder mærkes nu.....
Der er sket mærkbare forandringer på kysten nu. Varmen er forsvundet, vandtemperaturen falder og fiskene på den åbne kyst kommer efterhånden tættere på land. Men en af de ting jeg ser som et klart tegn på efterårsfiskeriets komme er, at der nu er store skrubber inde på lavt vand. De kan nemt fanges med en lille rig, f.eks. monteret med lidt sandorm eller reje og efterfølgende fisket med f.eks. en lille 8 fods stang. Det er nemt med en let stang, at sende den lille agnrig ind på sandstykkerne mellem tangskovene, for det er her de jager lige nu. Det er sjovt fiskeri. Det var i øvrigt rigtig hyggeligt, at møde ligesindede derude, det er altid rart med lidt info om hvad der rør sig i området. Samtidig med efterårets komme viser havørreden sig nu mere og mere helt inde under land. Derfor, fisk nu det lave vand af inden der vades ud på kanten af tangskoven. I weekenden blev jeg mødt af et par store kølvandsbølger, det var regnbueørreder, ingen tvivl om det. De blev ved med at være i området, men viste overhovedet ikke interesse for min lille orange UV loppe. Jeg tror ikke det kan være fisk fra udslippet på Vestfyn, eller....? Det var store fisk !...... Langt ude sprang en rigtig god fisk, men den var vist på rejse... Nu smutter vi lige en tur til Samsø og så må jeg se at få gang i den Vestsjællandske kyst igen... Vi ses derude...