Pludselig kom vandet, og vinden vendte...
Her til aften fik jeg set at vejret kan skifte hurtigt - jeg ankom på spottet mens vejret var lunt og stille - ikke en vind, overfladen lå fuldstændig blank hen.
Inden for de første par kast fik jeg en lille ørred, den var så lille at den hører til kategorien "noget af det mindste jeg nogensinde har fanget på flue på kysten" - Der skulle vist være sat fisk ud ved Alleshave, så ikke så underligt at den er nået herom på Havnsø Strand. Jeg mødte et par andre lystfiskere fra Kalundborg, de tog sig en pause mens jeg fiskede området igennem, hvor de lige havde været. Da de kom tilbage fik jeg mig en snak med dem - i baggrunden kunne vi høre "regntoget" komme fejende hen over overfladen - og jeg skal love for vi fik vand. De havde vist kun fået en enkelt hornfisk - men vi stod og snakkede sprang en havørred et godt stykke ude, nu var det kun at vente til de trak tættere på kysten, men vinden vendte med den voldsomme regn og pludselig fiskede vi med vinden ind fra nordvest.... det gav nogle ekstra udfordringer, så jeg besluttede mig for at stoppe og kørte hjem. Det var helt sikkert nogle heftige byger som kom forbi, hjemme havde de alligevel givet omkring 5 mm, målt på regnmåleren, og det inden for en times tid. |
|