"Den gyldne time"...
Månen fik det hele til at lyse op, det var en rigtig flot aften. Men inden vi nåede så langt måtte jeg i en fart gøre grejet klart. Lisbeth ringede og sagde, at hun forventede at jeg fik gjort klar til en tur på kysten her til aften. Som befalet, vi var ikke lang tid om at komme af sted. Med en god blæst fra nordvest med et senere drej ned i vest, så var Isefjorden en oplagt mulighed. Vi ankom ude ved Sandskredet, der var allerede flere fiskere i gang, så ind i bilen og videre til et nyt sted. Pludselig var vi tæt på Egebjerg, så Lommestenen var en oplagt mulighed. Ind i skoven, parkere, ingen fiskere - her skulle vi være. Det var højvande nu, gode tegn da vi før har haft gode resultater ved højvande. Lisbeth gik forrest med hendes blink, hun var overbevist om, at det nok skulle trække fisk ind. Pludselig siger hun, "der var noget" - jeg rykkede nærmere, monterede en UV-Pattegris med orange øjne. Jeg kastede et par gange og pludselig blev fluen stoppet. En god fisk arbejdede længe lige under overfladen. På et tidspunkt lagde den sig på siden, fluen sad dybt og stak kun lige ud af munden. Men den var ikke klar, endnu et par udløb og jeg kunne nette den. En flot og kraftig fisk, 52 cm. nåede den op på. Vi var enige om, at Lisbeth gjorde forarbejdet og at jeg afsluttede processen.