Der var kun en lille time tilbage af dagen...
Vi holdt fødselsdag for min bror lørdag og havde overnatende gæster til søndag. I løbet af dagen rejste de så hjem og jeg fik mig en lille time på kysten inden det blev mørkt. Men det var nok til at finde fisk. Allerede i første kast mærkede jeg et slag til fluen. Min flue i dag var en UV-orange Frede variant i størrelse 6. To kast efter var der fast fisk. Den sprang en del gange og var mest interesseret i at blive i vandet, som her sidst på dagen var badet i et helt fantastisk lys. Jeg håndlandede den og fik hurtigt styr på længden. Ifølge de "pejlemærker" jeg har på stangen var den godt 42 cm., men den var meget slank, så jeg lod den gå igen. Kort efter så jeg fisk i overfladen og det tog ikke lang tid at lægge fluen ud i området. Endnu en fisk huggede fluen, men det var denne gang en lille fisk. Den fik ligeledes friheden igen og og mens jeg stod og rettede på fluen, så var der igen en flue i overfladen. To kast skulle der til og jeg fik et fint hug. Fisken her var noget større kunne jeg mærke, så jeg spolede overskudslinen op på hjulet og fightede fisken. Den havde tendens til at gå mod bunden. Første gang det lykkedes den, da viklede den sig om en tangtot og det medførte, at den lagde sig på bunden. Jeg måtte ud til den og frigøre linen, den stak hurtigt af, men var stadig kroget. Endnu en gang lykkedes det den at finde en tangbusk, men denne gang fik krogspidsen på fluen fat i et blæretangs blad og det lykkedes den at vriste sig fri af fluen. Den stak selvfølgelig af, men jeg så den flere gange og vurderer den til mellem 45 og 50 cm. - Men alligevel en fantastisk time på kysten her sidst på dagen...