Fiskene huggede på de "ikke oplagte" pladser...
Søndagens havepligter var på plads, det var blevet eftermiddag og jeg tog en hurtig beslutning. De sidste timer af dagen skulle bruges til en fisketur. Min plan var egentlig en kort køretur til Havnsø. For så var der jo nogle gode timer til det opsøgende fiskeri, men pladserne var godt besøgt dernede. Jeg fandt det lange gear frem på bilen og kørte mod Sjællands Odde. Et smut ned forbi medicinalvare fabrikken og jeg var ved kysten. Det så ud til, at jeg fik det hele for mig selv, men under udpakningen af mit grej blev jeg mødt at et par stedkendte fluefiskere. De var så vise, at de på mit spørgsmål om områdets muligheder kunne fortælle mig, at der var badekar med muligheder helt fra Klint til spidsen af Sjællands Odde. Jeg måtte selv ned og finde ud af om stedet holdt fisk. Det var meget lavvandet, hvilket gjorde at man kunne komme ud på de langsgående sandrevler. Sådan så det i hvert fald ud. De to fiskere placerede sig på den første store pynt og jeg gik i vandet inden jeg nåede dem. På min vej mod pyntet havde jeg bemærket, at der flere sted var store mørke tangområder. De lå inden for kastevidde, men alligevel et godt stykke ude. Dem ville jeg prøve, de to andre så ikke ud til at de havde held med deres pynt. Ved første gennemfiskning fik jeg tre mindre fisk og efter en tur hen over pynten og tilbage igen, lykkedes det mig at kroge endnu en fisk, alt i mens de to andre kom tomhændet forbi... Der kunne sagtens være flere fisk derude... Fire fisk på et par timer. Jeg var tilfreds, også selv om de ikke var store nok. Jeg fik læst pladsen på denne tur, og jeg fik fisk...