Endelig!!!
"Endelig blev det forår" - Jeg kunne mærke der var fisk i farvandet. Solen gled hen over vandet og lyste de forskellige sandpartier op, det gav et fin overblik over pladsen og jeg kunne fornemme, at der nok skulle komme fisk denne gang. Men som jeg før har nævnt, så skal man altså være opsøgende. Efter et længere stræk besluttede jeg mig for, at spole ind og begynde forfra. Netop under indspoling af fluelinen fik jeg et godt hug, den virkede tung og da den viste sig i et spring, så kunne jeg udbryde "endelig".... Jeg gav den god tid, min UV-Pattegris flue sad lige i krydset, der skulle meget til hvis den skulle falde af. Alt gik som det skulle, inde på land kunne jeg måle fisken til 49 cm. - Dejligt, nu var der fisk med hjem. Et stykke tid efter var der noget, der trak i fluen. Jeg gav modhug, men fisken forsvandt. Et nyt kast i området og igen lidt pilleri. Denne gang gav jeg fluen et langt træk og "bang", der var fisk. Det var en mindre, som kom ud igen. - Hjem med fisk i posen, det er blevet forår nu....