Sølv er sundt for sjælen...
Igen en tur efter fyraften, denne aftentur var til helt blankt vand hvor kun lidt vind en gang i mellem kunne får overfladen til at kruse. Derfor var det svære betingelser jeg blev mødt med. Men efter en gennemgang af det dybe badekar bevægede jeg mig over mod stenværket. Her fiskede jeg koncentreret omkring alle stendyngerne. Vandstanden var høj, så der var masser af vand inde. Jeg begyndte helt ude ved stendiget og fiskede indad, men forinden havde jeg skiftet min Pattegris ud med en UV orange Frede. Ved fjerde stendynge var der masser af vand inde over det lave område, så jeg gik lidt væk og fiskede karet godt igennem. Men som det før er sket, så dukkede der en fin fisk op lige efter, at mit kast havde lagt sig kort bag ved den ene stendynge. Den var ikke tilfreds med at blive snydt, så den spang og gjorde alt for at slippe fri, men min nybundne UV Frede holdt godt fast. En fin fisk på 44 cm. blev løftet fri af vandet og jeg var godt tilfreds med at slutte min fredag på den måde.