Ugen skiftede april ud med maj, og så var der hornfisk...
Vi vidste på forhånd, at der ville være mange fiskere på øen de første par dage. Så vi tog den lidt med ro og smuttede blot ned på kysten foran sommerhuset, når vi fik lyst til lidt fiskeri. Egentlig var vi godt tilfredse med at kunne slappe lidt af de første to dage. Lørdag hvor vi ankom, hyggede vi med Ole og om søndagen Finn op, han var på øen med foreningen FFFD, de var en 16 mand på tur. Der var rapporter om fisk derfra, men ikke det store. Nogle af dem kom om tirsdagen mens andre kom torsdag. Vi fiskede alligevel nogle timer om lørdagen. Vinden kom meget frisk fra sydvest, så jeg valgte at rigge min stang med bombarda og flue. Vi fiskede nogle af vores små "hotspots", som vi fandt sidst vi var der, men de kan jo sikkert have forandret sig i mellemtiden. At tro på der er fisk, det er ofte det der skal til. Jeg fik et par mindre fisk på fluen og Lisbeth det samme. Nu var fiskeferien kommet i gang...
|
Så meldte hornfiskene sig...
Det var stadig neden for sommerhuset, at vi blev introduceret til hvad vi ville løbe ind i ugen igennem. Jeg fiskede på et mindre rev og pludselig dukkede et par hornfisk op. Begge gange fik jeg fine billeder i kassen inden de slap deres tag i fluen. Dagen før blev der fanget en fin lille målsfisk på revet og der var i den forgangne uge fanget flere i området. Vi så ikke noget til flere, men blev i stedet mødt af hornfiskene...
|
Pladsen syd for Mårup havn er en fin forårs plads...
Når vinden står i det rigtige hjørne, så skal vi helt sikkert en tur forbi pladsen syd for Mårup havn. Her har vi gennem årene fanget mange fine fisk. Denne gang var der langt mellem budene, Lisbeth så fisk i overfladen oppe ved havnen, mens jeg måtte helt ned til udløbet ved skoven, før jeg kom i kontakt med fisk. Jeg forsøgte at få min flue til at gå så tæt på bunden som muligt. Det er en af de erfaringer jeg har gjort mig netop på denne plads om foråret. Fluen skal helt ned over bunden. Der er altid chance for god fisk på pladsen. Jeg har tidligere mistet et par rigtig gode fisk i området ud for pælen. Er man der når fiskene er der, så kan der godt være rigtig mange fisk...
Vi smuttede lige til Vestborg Fyr efterfølgende...
Efter Mårup gik turen til Vestborg fyr, her var det Lisbeth, som kom i fokus. Hun lykkedes med en hornfisk og var vist godt tilfreds med det...
Ved Kragemosen var der pludselig mange hornfisk...
Da vi riggede grejet til mødte vi en af klubbens medlemmer. Han havde været tidligt oppe og var nu på vej hjem. I bilen lå 16 fine hornfisk, alle taget på levende og døde rejer fisket med en bombarda rig. Det var super vejr og kysten så rigtig indbydende ud. Lisbeth lagde ud med at fighte en målsfisk, som desværre slap sit tag i krogen. Min flue var i kontakt med hornfisk, allerede i første kast. Og sådan blev det bare ved og ved. Vi afprøvede forskellige metoder på Lisbeths stang, men for hende blev det kun til et par stykker mens jeg kunne hjemtage en 8-9 stykker...