Sommeraften i selskab med hornfisk, makrel og en enkelt sæl...
Det var varmt, faktisk meget varmt, valget stod mellem en aften på terrassen ved grillen eller en aften i båden - det blev ikke noget svært valg at træffe, vi gjorde båden klar i lyntempo, hængte den på krogen og slæbte den ned til Havnsø. Der var mange på vandet og flere kom til. Vi var åbenbart ikke de eneste, som havde tænkt at en aftentur ved Nekselø kunne være en fin oplevelse. Turen op forbi havnen på Nekselø gik med god fart og da vi nærmede os sidste pynt inden toppen af øen satte vi farten ned. Stængerne blev sat og vi gik nu mellem halvanden og to knob. Inden for det første minut meldte de første hornfisk sig, de var ikke ret store, hvilket i øvrigt alle de hornfisk vi fik kontakt til i løbet af aftenen ikke var. En tur ned op op af vestsiden i trollingfart gav ikke noget resultat, så i stedet begyndte vi at affiske skrænterne på nordspidsen af øen. Det gav resultat, for aktiviteten steg og nu meldte makrellerne sig ind i kampen. Lisbeth lagde ud, vi sluttede med tre fine makrel i båden og en mængde hornfisk blev sat tilbage igen. Der var ingen stimer af makrel, men på ekkoloddet så jeg masser af uidentificerede stimer under båden, de fleste ophobninger tror jeg var hornfisk.
|
Først hornfisk, så makrel og til sidst fulgte en sæl båden.
|