Det var "opsøgnings fluen", der fandt fiskene i dag...
Pladserne fra Alleshave til Skamlebæk lå alle stærkt forblæst, men Skamlebæk kunne bruges. Ned af trappen og til højre, eneste rimelige stræk med ikke alt for højre bølger. Jeg monterede en gul Pattegris flue, størrelse 6. Den var synlig og ville hurtigt afsløre hvis der var fisk omkring den. De plejer nemlig at nippe den i halen, det mærkes tydeligt. Efter første pynt var jeg på vej ind i bugten, her huggede en god fisk min flue hårdt og kontant. Men desværre slog den sig af efter et par vilde spring. Inde midt i bugten, der hvor tangbæltet pludselig stopper lagde jeg min flue, på langs, helt inde under land og det udløste med det samme et hårdt hug. Jeg havde en fin fisk på. Den fightede godt og lod sig modvilligt håndlande. Den er nu i køleskabet, filletteret og lagt til gravning. Så er der natmad nytårs aften...