Til sidst holdt jeg op med at tælle...
Sidst på eftermiddagen er åbenbart et godt tidspunkt, hvis man vil løbe ind i flokke af havørreder. Jeg gik målrettet op til en plads Lisbeth tidligere har haft gode resultater på. Der var ingen fiskere, men folk er begyndt at bade. De er hurtigt i vandet og lige så hurtigt oppe igen... Jeg satte en hvid STF rejeflue på og begyndte at fiske. Der var meget stille, intet tegn på fisk. Måske er der hornfisk herude tænkte jeg og kort efter var der noget, der pillede ved min flue. Efter et par kast slugte en meget lille smolt min flue. Endelig var der fisk... Efter endnu en flok forsøg var der igen kontakt, denne gang mærkede jeg fisk, men de blev ikke hængende. Hornfisk tænke jeg og skiftede til en kobberbasse i størrelse 6. Bang sagde det og en mindre havørred tog fluen. Sådan fortsatte det til jeg skulle hjem. De blev ved og ved, flere gange vendte der fisk i overfladen og enkelte gange sprang en fisk fri af vandet. Jeg var havnet i en stime ørreder. Til sidst holdt jeg op med at tælle. En enkelt fisk holdt målet, den tog jeg med hjem da den totalt havde slugt fluen. Sikke en tur...