Nu skifter årstiden....måske....
Når fiskeriet efter havørreder svigter, så er man nødt til at finde ting, som peger fremad. I dag lykkedes det at fange en havørred. Den huggede mellem stimer af makrel. Det ser vi som et tegn på, at de er på vej tilbage mod kysten her på "vores" fiskekyst. Det er ved at være tid til efterårsfiskeriet, håber jeg. Vi har i hvert fald ikke haft den store succes, der hvor vi har lagt vores kræfter i kystfiskeriet denne sommer og sensommer. Vi sejlede målrettet mod nordspidsen af Nekselø, vi skulle fange makrel igen. Men denne gang skulle det vise sig, at makrel stimerne var trukket mere om på vestsiden af øen end sidste vi var der. Lige som sidst lagde vi os i starten langs strømbælterne, men der var faktisk flere fisk i de rolige områder fandt vi ud af. Hver gang vi sejlede gennem, eller forbi en stime tobis, så gik der ikke lang tid før vi havde makrel. På et tidspunkt fulgte vi et meget grumt tordenvejr, det havde valgt at opholde sig inde over Ordrup og endda hele vejen ind til København. Vi fulgte fronten nøje og kunne se, at den trak væk fra os. Det gav os nogle fantastiske timer med det flotteste vand vi længe har sejlet på. Vi fik endda besøg af, både sæl og marsvin.