Lynvisit, med influenza i bagagen...
Der var ellers lagt op til en lang weekend, endda med gode vejrforhold. Men Lisbeth blev ramt af "halsonde" med feber til følge - allerede på færgen klagede hun over symptomer og de lod ikke vente på sig. En urolig nat og en dag med høj feber holdt hende hjemme hos Ole. Han var på arbejde, hun ville have ro - det kunne jo være hun rettede sig i løbet af dagen, sagde hun... Så jeg smuttede ud på kysten, men med en klar fornemmelse af at det nok var på lånt tid. Vi nåede ikke færgen om aftenen, men Lisbeth ville gerne hjem næste dag. På kysten syd for Sælvig fiskede jeg på livet løs, her var mange fisk, men de var små. Undervejs havde jeg kontakt til noget som godt kunne være god fisk, så jeg blev på pladsen. Gik hundrede meter op og hundrede meter ned, hver gang var der fisk. Så selv om turen blev kort, så snuste jeg alligevel til Samsø fiskeriet...