En "Gentleman" på fisketur med konen...
I år var vi nødt til at lægge forårsturen til Samsø først i april måned. Vi var godt klar over, at det kunne få betydning for fiskeriet, men vi gik til opgaven med stor entusiasme. Det skulle dog vise sig, at vi kom til at fiske på "fiskenes vilkår" - det var som om de ikke rigtigt var ankommet endnu eller også var de ikke helt klar til os...
De første dage fiskede vi på rigtig mange forskellige pladser - Først neden for sommerhuset på Mårup Østerstrand, så ved Mårup, hvor en medfisker fra Tyskland fik en fin fisk på 50 cm. - Det gav os troen på tingene. Vi brugte det meste af den næste dag med Mårup, var i kontakt, men kunne ikke få dem til at hugge. Hen over ugen var vi på steder som Langdalen, Sælvig, sandbanken ved Sælvig, Mades kilde, Busdal, Kragemosen - flere af pladserne besøgte vi flere gange. Der var fisk, men de var ikke rigtig i humør til at hugge. Vi gik i tænkeboks...Efter et par dage uden fast fisk, gik vi i gang med at skifte kroge på Lisbeths blink, snakke om teorier til hvordan vi kunne lure dem til hug - jeg bandt nye fluer og sleb kroge på de "sikre" fluer, de som aldrig har svigtet mig på mine ture. Vi gik virkelig i gang med at se på hvad der skulle til. Vandet var overalt "spritklart" - hvilket igen var noget af en udfordring. Var vi for synlige, skulle der mindre blink til, tyndere liner osv.
Løsningen måtte være det kommende gode vejr. Vi kunne kun håbe, at solen fik sat lidt gang i fiskene... |
Torsdag kom der gang i tingene...
Det blæste godt fra sydvest, men solen skinnede flot og under skrænterne ved Besser måtte der være helt rart at opholde sig. Vi besluttede os for at køre en tur over til pladserne ved Besser rev. Vi gik mod syd og fandt et dejligt sted under skrænterne. Jeg lod, som den "gentleman" jeg nu er, Lisbeth begynde fiskeriet. Hun havde monteret et 10 grams kobber/rød Møresilda blink, med en helt ny krog, og var nu klar til at påbegynde hendes søgen efter fisk. Jeg havde lige smidt jakken for at komme af med varmen da hun råbte "Fisk" - Yes.... nu var de der, og så i første kast - jeg fik fundet kameraet frem og fik taget et par billeder af en lille undermåler, men alligevel, turens første fisk. Et kast senere og selvfølgelig, inden jeg nåede ned til min jakke, stang og linekurv... "Fiisskkk, den er fin, skynd dig herover" - Selvfølgelig, jeg havde jo overladt pladsen til hende for at hun skulle få fisk, så selvfølgelig..... Denne gang var det en mere alvorlig en af slagsen, hun fik en rigtig flot fight, hvor fisken sprang flere gange mens den kæmpede for friheden. Den endte i hendes net, kom på land, blev målt og aflivet. Fisken målte hele 50 cm. og var fuldstændig belagt med løse skæl. Et par kast og endnu to mindre fisk tog hendes blink - 4-0 - hmm.... jeg måtte jo i gang, så med en pattegris, i det lidt uklare vand, lykkedes det mig at lokke en lille fisk til hug. Det blev derved, Lisbeth kunne triumfere, mens jeg måtte se mig slået med 4-1.
|
50 cm. sølvtøjDen var kroget rigtig godt, så efter en del kæmpen kom krogene fri og Lisbeth kunne vise en flot friskfanget havørred.
|
Slutspurten...
Fredagen gav ingen fisk, vi så dem, men de var ikke til at lokke. Lørdag var pakkedag, sommerhuset blev afleveret. Lisbeths fisk blev lagt i fryseren hos Ole og vi kørte nu ud på kysten igen. Første stop blev Nørreskifte, jeg gik mod syd, mens Lisbeth fiskede hendes yndlings spots af. Jeg hverken så eller mærkede fisk, Lisbeth havde heller ikke heldet med sig. Vi kunne lige nå et pladsskifte inden det var tid at køre mod færgen. Så af sted mod Sælvig. Der var ingen andre på stykket, en hurtig udpakning og klargøring og vi vadede ud på sandrevlen. Lisbeth mente hun havde en fisk stående fra sidste år og ville begynde fiskeriet med det samme. Jeg føjede mig som en rigtig "gentleman" nu gør og allerede i første kast mente hun der var noget, som slog til blinket. Inden mit første kast var lagt ud med fluestangen råbte hun "Fisk" - jeg fik linen ind, fundet kameraet frem og begyndte at tage billeder. Endnu en fin fisk var på vej mod hendes net, men inden da nåede fisken at skabe dramatik, den gik rund om benene på hende og stillede sig mellem hendes støvler. Den valgte den rigtige vej rund og tilbage til lidt mere fight. Nu var den træt, Lisbeth kunne lande en fin tyk fisk på 44 cm. - En fin afslutning på Samsø turen dette forår. Jeg fik godt nok ikke meget ud af mit fiskeri, men jeg fik dog lagt et par fisk til rette for Lisbeth..... "Som den rigtig gentleman jeg nu en gang er" ..... (ku´ man bare snuppe lidt af æren...)
Alle fisk blev fotograferet af mig, fanger er Lisbeth - alle fangstpladser blev henvist af hendes samlever, en rigtig (forsmået) "Gentleman"...
MEN JEG/VI KOMMER IGEN...
MEN JEG/VI KOMMER IGEN...