De ville kun have blink....
Lørdag eftermiddag ville havørrederne kun have blink, det var, hvad jeg måtte konstatere. Lisbeth pegede fra dagens begyndelse pladsen ud og da hun kom hjem sidst på formiddagen fra vandgymnastik, så blev bilen pakket og vi kørte ned på Havnsø strand. Kort tid efter start råbte hun fisk, men den røg af. Sådan blev hun ved, men ind imellem kunne jeg se, at hun faktisk nettede fisk. Som fluefisker måtte jeg blok konstatere, at det var blink og ikke flue fiskene tændte på i dag. Vi affiskede et større område, men kun på enkelte spots viste fiskene sig. De fulgte hendes blink, huggede når hun "nøkkede" godt med stangspidsen og sprang højt ud af vandet når de havde luret hende, men var kommet ind på lavt vand. De lod desværre hånt om min flue. Jeg måtte nøjes med at glæde mig over, at Lisbeth igen, og alene, konstant var i kontakt med fisk... Teknikken med at give nogle korte nøk med stangspidsen, ser ud til at have en overtalende evne på fiskene. Det samme gør sig gældende, når hun ændrer blinkets bane 20-25 meter fra stangspidsen, det kan også få følgere og meget træge fisk til at hugge. Det kendte "Spinstop" ser jeg hende bruge hele tiden...