De var svære at finde....
Dagen før havde Malthe og jeg brugt et par timer på, at stampe sandorme ude på sandstykkerne langs Vindekilde Strandvej. Det tog os nogen tid at finde de store, men vi kom alligevel hjem med en god portion... Nu var vi klar, vi manglede blot at få båden kørt frem, at gøre den klar, dvs. give den en hurtig vask, pakke udstyret i båden og sidst, men ikke mindst, at få startet motoren op, så vi var sikre på at den var klar til dagens tur. Batteriet viste sig at være faldet sammen, så endnu en del af dagen/fisketiden blev i stedet brugt på en tur i byen, efter et nyt batteri. Nu var tiden skredet, så vi smuttede i en fiskesø - dog uden resultat. Det nye batteri blev sat til opladning, vejrudsigten for næste dag så fin ud. Allerede ved ellevetiden satte vi kurs mod Nekselø, Malthe fik hurtig kæmpet sig vej til rattet og ved hjælp af et godt makkerskab, gudfar og gudsøn imellem, fik vi båden med Lisbeth sikkert frem. Grejet blev hurtigt gjort klar, men fiskene lod venter på sig. Vi skiftede plads mange gange, til sidst lykkedes det dog at lokke et par fisk frem. Malthe stod med bøjet stang, han havde fisk på. Efter lidt tid kom fisken, eller fiskene, til syne. To skrubber havde hver sin krog med orm i munden. Malthe fik rullet fiskene helt op i stangspidsen, hvilket gjorde, at jeg var nødt til at lade dem "svæve" lidt frit over vores hoveder. Pludselig slap de begge deres tag, den ene faldt ned i kahytten og var sikret...mens den anden landede på kahytstaget, gled ud på fordækket og genvandt derved friheden efter et par slag med halen. "Èn fisk i hånden er bedre end ti på fordækket" - Malthe havde fanget hans første fisk... På vej mod havn dørgede vi en smule, Lisbeth viste Malthe hvordan en lille havørred ser ud og også hvordan en sådan kan være glat og slimet. Malthes krop gyngede efterfølgende et par dage, det er hårdt at være på søen :-)