Det var første tur efter stormen, der var sket store ting derude!!
Lørdag var første tur til kysten efter stormen "Bodil" (at navngive en storm i Danmark er i min optik "helt hen i vejret" )
Jeg kørte til stykket ved Skamlebæk Radio og jeg må sige at stormen havde gjort sit, store dele kysten var helt forandret, flere steder på strækket, hvor der før var en meget stenet kyst med dybe badekar under land, der var der nu sandstrand, som strakte sig stille og roligt ud i vandet - ingen badekar længere. Jeg måtte faktisk begynde på en frisk, min lokalviden om steder hvor fiskene ofte samlede sig holdt ikke længere stik - hvor stod fisken nu og var der fisk derude. Bag mig havde vandet haft fat i skrænterne på en sådan måde, at adgangsforhold for os besøgende, men også adgangsforhold fra sommerhusene var forandret meget drastisk - der var flere private trapper som var skyllet væk, det samme gjorde sig gældende for nedgangene til kysten for os, vandet havde haft fat i de interimistiske trapper og nedgange og nu var der kun et lodret fald mellem halvanden og to meter. Men jeg kom ned og begyndte umiddelbart mit fiskeri - var der fisk tilbage efter stormen ? Til sidst måtte jeg, for at komme tilbage til bilen, kravle op af nogle rester fra den gamle trappenedgang, de lå interimistisk stablet, så man med møje kunne manøvrere sig ned på stranden og ligeledes væk fra stranden igen. |
|
Der skulle to kast til før en lille ørred huggede fluen, en orange UV loppe bundet på en Suwacky size 3 krog - fantastisk spændende lille flue må jeg sige. Jeg fiskede på flere af mine spots og fik i løbet af dagen 4 fisk, hvor den største var en målsørred - de kom dog alle tilbage igen. I løbet af dagen havde jeg kontakt til større fisk, nogle fik jeg skræmt med fluelinen, andre nappede Pattegrisen i halen, jeg skiftede sidst på dagen til Pattegrisen. Der var ingen tegn på regnbueørreder ude ved Skamlebæk, mens jeg var der. Men dejligt at fiskene stadig er på pladsen.