Det gode vejr sendte os på kysten....
Da vi spiste morgenmad blev vi enige om, at vi måtte af sted igen i dag. Det var alt for godt vejr til at blive hjemme i. Vi besluttede os for en tur op mod Sjællands Odde. Men allerede omkring Fårevejle skiftede vi kurs, vi ville lige se om der var fiskere på Skamlebæk stykket. Det havde blæst godt fra nordvest og vest dagen før, så måske var det derfor der ikke var andre på pladsen. Vandet så rigtig fint ud, kun lidt grumset. Lisbeth gik igen til højre og jeg mod venstre, vi har ligesom et område hver vi skal igennem. Efter nogen tid ringede Lisbeth, hun havde i første kast haft en undermåler - jeg kunne så fortælle, at det samme havde jeg haft. Efter nogen tid var jeg nået et godt stykke ned af kysten, nu skiftede jeg til en UV-orange Grå frede variation. Fem kast og en fisk tog fluen hårdt. Jeg kom på arbejde, for den fightede rigtig godt, den ville ikke give sig. Men alligevel måtte den til sidst give op, fluen sad for godt. En flot han på 50 cm.
|