Endnu en søndagstur ud i det fri...og på opsøgende arbejde...
Rimeligt godt vejr, trods byger, nye pladser og en god madpakke - så er man langt. Vi kørte mod Næstved og videre mod Vordingborg, målet var Knudshoved Odde, men ikke spidsen. Blot en lille tur derned for at se om der var mulighed for at fiske selv om man ikke havde sat hele dagen af til et besøg. Allerede inden vi nåede ud i skoven, hvor parkering er muligt, så vi biler holde ned ved vandet. Vi kørte ned for at studere det lidt nærmere. Her var muligt at fiske umiddelbart lige nedenfor P-pladsen. Fine sandbanker løber langs kysten og der kan fiskes hen og de mørke tangbælter. Fint vand så det ud til. Ude ved skoven betalte vi de 15. kr. og gik ned til vandet på sydsiden. Vi begyndte vores fiskeri umiddelbart, men skulle et godt stykke ud mod Odden før Lisbeth meldte om fisk. Først lidt hug, så en fast fisk, der igen røg af. Men fisken som huggede inden virkede større sagde hun. Jeg krogede umiddelbart efter en lille ørred, men mærkede ikke mere den dag.