Der var stadig fisk på pladsen...
Da vi forlod pladsen i går aftes, var vi enige om at det havde været en helt forrygende dag. Nu stod vi der igen og vi var på alle måder klar til, igen at udfordre områdets havørreder. De små var til at få i tale, mens der til at begynde med ikke var skyggen af større fisk. Først da Patrick skiftede til blink kom der fisk på målet med ind. Patrick havde først nogle følgere, hvoraf der bestemt var fisk over målet. Helt ude i kastet lykkedes for ham at friste en fisk til hug, den var lidt over målet og fik friheden igen. Jeg gik stadig med Arctic Silver stangen, denne gang havde jeg sat mit eget hjul på og jeg havde monteret et 9.3 meter skydehoved på skydelinen. Det fungerede som det skulle og jeg kunne igen notere mig for en række mindre fisk. En enkelt gang var det som om jeg havde en rigtig god fisk på, men det viste sig at være en 30 centimeter fisk, hvor fluen havde fat lige før halen. Den gav en god "tung" fight. Super dag, super weekend - én på fiskeopleveren må man sige...